søndag den 29. august 2010

Skøn søndag i slutningen af august

I dag har været den skønneste dag med lunt vejr og masser af sol....og masser af regn sidst på eftermiddagen. Jeg har brugt dagen til at klippe alle kirsebærrelaterede træer og buske - kuglekirsebær, portugisisk kirsebær og laurbær kirsebær.





Solhatten 'Magnus' dominerer nu det nye staudebed. Efter besøget hos Kjeld Slot fik jeg tilføjet nogle ekstra og det har været en god investering.


Dahlia 'Boy scout' står så flot nu, og som jeg har skrevet tidligere, har de en flot farve i år, hvor de har fået lov til at stå i fuld sol. De er pænt besøgt af ørentvister, så jeg har sat potter op på pinde i håbet om, at ørentvisterne kravler her op i stedet.


Og så lige et kig på terrassen, hvor den fine hvide skærmlilje fra min ven Claus står og pynter:

Yndlingssquash - Tondo di nizza

Nu producerer køkkenhaven de skønneste squash til middagsbordet. De skal høstes, mens de ca. er på størrelse med en tennisbold - så er kernerne endnu bløde, og frugtkødet er fast og saftigt.






I lavendelbæltet blomstrer nu fyldte hvide stokroser. De er plantet i foråret og er ikke ret høje - jeg håber seriøst, at de bliver højere næste år!

En regnvejrsdag midt i august

Den 17. august tog jeg disse billeder. Det var en regnvejrsdag, hvor lige lidt ophørsvejr gav mulighed for at fotografere. Alt er bare så frodigt i år!


søndag den 15. august 2010

Ellipsehaverne i Johannes Have

Søndagen i dag bød på en af de usædvanligt positive overraskelser. En havevandring hos Kjeld Slot i Hyllested for at se hans skønne ellipsehaver. Stedet er ganske enkelt fantastisk og kan anbefales uden forbehold. Se http://www.kjeldslot.dk/ for åbningstider eller hans blog for yderligere information.

Billederne er så smukke, så de får lov til at tale for sig selv!




















onsdag den 11. august 2010

August :-)

Sommerferien er nu skønne minder i familiekufferten, og jeg har mange gode billeder med hjem fra Tyskland, Italien og Frankring, som kommer på bloggen her henover sensommeren og efteråret! De seneste dage er gået med opstart på arbejde, og det har været hårdt ovenpå en super dejlig ferie...og Danmarks smukkeste festival!

Hjemkomsten var fantastisk takket være mine skønne naboer, der har passet haven helt fortrinligt.

Den varme sommer har betydet, at de har brugt mange, mange timer i haven.. med vandslange og vandspreder! Og netop derfor er min have virkelig frodig. Stor, stor tak for det :-)






For første gang i min have nogensinde har jeg faktisk mange blomster i haven lige nu. Bl.a. stolte kavalerer og tagetes fylder godt i staudebedet med skønne farver - alle har jeg fået som små planter fra min mor :-)


Herunder mine "gamle" dahlia 'Boy scout', som er mere rosa i år, eftersom de har fået en solrig plads. I baggrunden solhat 'Magnus'.


Og.. jeg nåede lige hjem i tide til at se enkelte af Claus' valmuer i flor! Smukke og ikke mindst frøkapslerne, der skal høstes senere, så jeg kan få endnu flere næste år.


Herunder kig over det lange bed set fra vest og øst.

 

Sidst, men ikke mindst, et kig i køkkenhaven. Ærterne høstede vi i stor stil de første dage efter vi kom hjem, og jeg har nu for få dage siden fjernet planterne. Til gengæld er bønnerne nu fint i gang.